Ressourcer / MindSight - angst

MindSight - angst

Angst – Ængstelse

 Reflektioner om hvad der egentlig er gang i,

og hvordan du kan ændre din situation.

  

Forestil dig, at du er teenager igen og der er den der ene skolekammerat som altid er efter dig, som mobber og ydmyger dig ved enhver lejlighed, én der altid får dig til at føle at du er uden indflydelse og kontrol. Én der virkelig kan gøre dig bange, så hjertet hamrer, du rødmer i ansigtet, får kvalme eller måske endda risikerer at besvime fordi du er så bange. Sådan én du gerne går store omveje for at undgå at støde ind i. Hvis eksistens gør dit liv mere og mere surt og begrænser dig frihed mere og mere fordi du hele tiden skal lægge planer og tage højde for hvordan du undgår at løbe ind i vedkommende.

 

Forestil dig så, at lige netop denne plageånd flytter ind - permanent. Ikke bare i dit hjem men i din krop og dit sind. Mød din plageånd: Angst.

 

Det største problem ved Angst er, at ingen af os kan lide den. Du vil gøre næsten hvad som helst for at undgå at mærke den. Oplevelsen af at være angst er svær at tolerere, det føles som om der er virkelig fare på færde og på den måde kan ”den” få en stor magt over hvordan dit daglige liv leves. I stedet for en ”ydre fjende” har du nu en indre modstander.

 

Den helt naturlige respons på denne uvelkomne gæst er selvfølgelig at skubbe gæsten ud af døren igen, at løbe væk fra den ved ikke at mærke din krop, at dulme med stoffer og alkohol eller skære i sin krop eller mange andre desperate metoder, som alle desværre ikke løser problemet. Hvordan fjerner du en del af dig selv ?

 

Fra den nyeste forskning i angst og depression i USA, University of Massachusettes/ Ronald Siegel, kommer der nu nye veldokumenterede måder at tackle situationen på. De vender bøtten på hovedet. I stedet for at finde terapeutiske metoder der kan hjælpe dig med at slippe af med angsten, fokuseres nu på at bygge din robusthed op overfor den. At styrke din kapacitet til at tåle den.

 

At drikke et glas vand med en skefuld salt i, er næsten umuligt. At drikke fra en sø med en skefuld salt i er muligt, og at drikke af et hav med en skefuld salt i er uproblematisk.

 

Med afsæt i teknikker fra Mindfulness, MindSight og kognitiv terapi kan din kapacitet til at tåle at mærke hvad der er trænes op og styrkes. En systematisk og fokuseret træning i at øge kapaciteten – din robusthed til at tåle at mærke ængstelse og angst og igen at genfinde din sindsligevægt kan øges og styrkes hele livet igennem. På samme måde som en gammeldags tumling med bly i bunden kan du tåle at få et dask og det er let igen at finde tilbage til at stå ret op.

  

Det hele handler om at have rigelig kapacitet –

ekstra plads på harddrivet

 

Vi bliver alle lettere overvældet, hvis der er gang i for meget på én gang. F.eks.:

Mandag morgen vågner du efter en hård w-e med en slem forkølelse. Du har ikke sovet meget de sidste nætter, du vågner op med et stort ”uldent” hoved og over morgenmaden har du et voldsomt skænderi med kæresten. Udenfor styrter det ned, og du har en travl dag foran dig med en chef du ikke kommer godt ud af det med.

 Du sætter dig ud i bilen og idet du kører ud af indkørslen opdager du, at det ene hjul er punkteret. Det er bare for meget, du kan simpelthen ikke klare mere. Det er ikke verdens undergang men det føles sådan. Du har ikke tilstrækkelig ledig kapacitet til at klare endnu en udfordring, så du bliver overvældet og føler dig måske hjælpeløs og udmattet. ”Det er simpelthen for meget”- oplevelsen.

En anden dag vågner du frisk og udhvilet, din kæreste har lavet en dejlig morgenmad til dig, du når at løbe en tur i solskinnet inden du skal afsted til en dejlig arbejdsdag med gode møder og kolleger at se frem til. Efter arbejde skal I allesammen ud og fejre din forfremmelse med en øl. På vej ind på parkeringspladsen ved dit arbejde kommer en bil til at køre op i bagsmækken på din bil. Det viser sig at skaderne kun er på kofangerne og I udveksler forsikringsoplysninger og skilles i god stemning.

 

Din kapacitet på denne morgen for at håndtere modgang er betydelig større. Stressfaktoren ved sammenstødet er selvfølgelig objektivt set meget større end ved det punkterede hjul, men da du har mere kapacitet til at rumme begivenheden, bliver du ikke overvældet – din robusthed er større til at genvinde sindsligevægten.

 

Mindfulness er opmærksomhed i dette øjeblik med accept.

 

Hvordan træner du evnen til at lave mavebøjninger ? ved at lave mavebøjninger! På samme måde trænes kapaciteten til at ”tåle dette øjeblik med accept” ved at gøre netop det . Acceptere dette øjebliks oplevelse. Denne evne trænes i formelle meditationer specielt tilrettelagt til netop denne udfordring.

Når du har viljen til at træne denne robusthed op, til at kunne være hvad alt hvad der er i din oplevelse e belønningen ikke et liv, hvor alting går som du ønsker det, eller uden knaster i træet. Men det kan blive et liv hvor du har robustheden til at være fuldt til stede og nærværende og dermed også have fleksibiliteten til at handle frit og i din bedste interesse fremfor at ”skulle gå omveje for at undgå at mærke sin værste fjende”

  

Angst og ængstelse har 3 udtryk:

- fysiologisk –spændinger, høj puls, svimmelhed, hjertebanken etc

- kognitivt/ tankemæssigt

- trusselsvurdering – korrekt eller ukorrekt billede af virkeligheden

 

Noget af det som kendetegner os som mennesker, er vores evne til at danne erfaringer og projicere dem ud i fremtiden, så vi lærer af vores fejl og vores succesfulde strategier, så vi ikke ”skal opfinde den dybe tallerken hver dag”. Men den evne til at tænke og fantasere kan også blive et problem for os. Vores tanker stopper aldrig, og uden bevidst opmærksomhed vil de tendere at kredse om hvad der kan gå galt, idet vi i høj grad er ”overlevelses-fokuseret”. I vores ubevidste sind er det altid vores overlevelse / det at være trygge i gruppen vi betragter som vores ”enhed” som optager tankerne.

Vi har altså en ”Negativitets-tendens” som desuden viser sig i vores hukommelsesmønster hvor vi gemmer de dårlige erfaringer (og ikke de positive i samme grad), for vi har brug for at huske det for at kunne overleve, vi øger ikke overlevelsesmulighederne at huske de gode minder og oplevelser.

Men tanker er ikke-toldfri. De har en konsekvens for vores biologiske tilstand, stresshormoner etc. De historier vi fortæller os selv skaber vores oplevelse. Ved enhver bekymringstanke går vi i retning af en aktivering af vores frygt-system. 

I naturen er det mere enkelt. Forestil dig en flok hjorte som går og græsser. Så opdager de en løve i udkanten af flokken som er sulten og jagten begynder. Hjortene styrter afsted – lige indtil løven fanger én. Så standser flokken med at løbe og i løbet af få minutter vemder de tilbage til at græsse igen. Faren er overstået og efter en heftig aktivering af deres flugt-instinkt falder hele systemet nu til ro – alarmen er afblæst.

Hvis hjorte havde vores fantasi og fremtidsorienterede hjerne så ville de begynde at undre sig. Gad vide hvor løven blev af ? Er han gået igen eller henter han vennerne og så kommer de alle sammen tilbage igen ? Var der mon nogen der så hvor klodset jeg løb eller at jeg kom til at skubbe til et af de små kid ? Hvis det havde været deres bevidsthedsmønster ville alarmen ikke være blevet afblæst – de ville fortsat være forblevet i deres alarmberedskab – simpelthen fordi deres tanker ville kredse om fremtiden i stedet for dette øjeblik.

 

Det er det vi møder som stress- og angsttilstande. Vi får ikke slukket ”OFF” men er hele tiden tændt ”ON”. Og inden længe begynder kroppens anspændthed/ alarmberedskab at få os til at tro på signalerne fra kroppen. Så nu tolker mit sind, at eftersom kroppen er anspændt og følelserne er bange – så er der nok noget at være bange for. Men faktum er, at vi taler om at blive bange for et gammelt signal, som vi bare ikke har fået slukket.

Al angst og ængstelse er rettet mod noget ude i fremtiden – det er en negativ forventning om noget som kan ske. Ikke det som er sket, ikke det som sker i dette sekund, men det som kan ske ude i fremtiden. Næste minut, næste time, i morgen, næste måned etc.

 

Kernen i en angstlidelse er de krumspring jeg udsætter mig selv for, for at undgå at mærke angsten.

Angsten er ikke i sig selv farlig at opleve – blot meget voldsom og ubehagelig.

 

Helle Dueholm | CVR: 26353262 | Vesterbrogade 18, 4. sal, 1620 København V  | Tlf.: 26 20 39 28